Da jeg var dreng i 1980erne og mine forældre var hippier uden råd til bil, så gik vi hver dag ind til byen via de forladte industrigrunde fra 1950-1970 mellem forstaden og byen.

Det var ikke noget jeg ville ønske at mine børn skulle færdes i i dag med asbest osv. men æstetikken og modsætningen mellem de gamle forladte fabrikker og vores højteknologiske samfund (altså farve tv, Commodore 64, VHS og compact discs.) er noget som på forunderlig vis er nostalgisk.

Forfald er et smukt udtryk for at andre må tage over når vi ikke længere selv kan.

Der er ikke så meget at det tilbage. Det sidste “slum” blev fjernet i 1990erne med “byfornyelse”, men jeg kan da allerede nu se at det samme vil ske igen, bare lidt længere fra centrum.